top of page

HANS J. WEGNERS LOUNGESTOL CH78 FORENER LET YDRE MED BLØDT INDRE

Hans J. Wegner nåede i løbet af sin lange karriere at skabe op mod 500 stole, hvoraf flere indgår i Carl Hansen & Søns kollektion. Nu føjes den elegante loungestol CH78, også kaldet Mama Bear, til Carl Hansen & Søns eksklusive samling.

Carl Hansen & Søn, som igennem de sidste 70 år har produceret møbler tegnet af Hans J. Wegner, præsenterer nu endnu en stol af den kendte møbelarkitekt. Denne gang er det hans højryggede hvilestol CH78 fra 1954, hvis fremtoning vidner om hans intuitive fornemmelse for at skabe organiske og indbydende former, der taler til vores sanser. Hans J. Wegner havde en særlig evne til at forene æstetik og funktion og udvikle møbler, der - nok fordi de blev skabt uden skelen til datidens modeluner - er lige så relevante i dag, som de var, på den tid hvor de blev til.



CH78, der med tiden fik kælenavnet Mama Bear Chair, er en overpolstret loungestol med armlæn og ben i massivt træ. De skråtstillede koniske ben sikrer, at stolen står sikkert og stabilt på gulvet, og de fintformede strittende armlæn giver designet et dynamisk og imødekommende udtryk og beskytter samtidig betrækket, hvor det ellers ville være mest sårbart. Hans J. Wegner har med CH78 skabt en komfortabel stol med en markant visuel identitet, som trods sin lette polstring tilbyder en varm favn.

Et særligt kendetegn ved stolen er dens øreklaplignende vinger, som fra den dobbeltkrumme ryg er bøjet blødt frem og opefter. En særlig detalje er også den buede syning midt på ryglænet. Den sikrer, at stoffet ligger til på hele rygfladen og medvirker dermed til at definere ryglænets lodrette profil, som er så afgørende for stolens ergonomi. Med sin halvmåneform danner nakkepuden et fint modspil til ryggens syning, og da den er løst ophængt over ryggens lavere midterdel er den let at justere i højden.

"Stolens karakteristiske udtryk og lethed taler lige ind i en moderne kontekst. CH78 passer desuden naturligt ind i Carl Hansen & Søns kollektion, idet den lægger sig naturlig forlængelse af Hans J. Wegners CH71 lænestol og CH72 sofa fra 1952, som vi reintroducerede i 2018. Og ligesom disse møbler optager CH78 begrænset plads samtidig med, at den er komfortabel," fortæller Carl Hansen & Søns administrerende direktør, Knud Erik Hansen.

"Ligesom alle Hans J. Wegners andre møbler, rummer også CH78 en række fine og raffinerede designelementer. Wegner var en kompromisløs møbelarkitekt og håndværker med en sjælden sans for de helt små detaljer samt for dimensioner og samlinger. Derfor er der altid stor begejstring blandt vores dygtige håndværkere, når vi starter på produktionen af endnu et design fra stolemesterens hånd," uddyber Knud Erik Hansen.

CH78 er blevet til i et tæt samarbejde med Hans J. Wegners døtre, som i dag varetager Hans J. Wegners designarv.

"Det glæder mig, at min fars lænestol CH78 nu kommer til at indgå i Carl Hansen & Søns kollektion af Wegner-møbler. Stolen er med sit usædvanlige formsprog helt sin egen og et godt eksempel på min fars glæde ved at formgive uden på noget tidspunkt af glemme vigtigheden af, at en stol altid skal have god ergonomi," udtaler arkitekt Marianne Wegner.


Vi er meget stolte over, at kunne vise denne smukke Hans J. Wegner model i Møbelhuset 2 i Wegners fødeby Tønder. Du er velkommen til at komme forbi her i forretningen og prøve denne fine stol og høre nærmere omkring mulighederne for stof- eller læderbetræk.




コメント


Udvalgte blogindlæg
Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square
bottom of page