top of page

CARL HANSEN & SØN BRINGER ARKETYPISK WEGNER-STOL TILBAGE

Hans J. Wegner var igennem hele sin karriere på en næsten antropologisk rejse i sin søgen efter den perfekte stol. Denne utrættelige optimering af det mest arketypiske møbel resulterede i et sandt skatkammer af gennemarbejdede stole. Et af resultaterne er CH30 – en elegant spisebordsstol, som Wegner tegnede i 1954 for Carl Hansen & Søn. Stolen, der en årrække har været ude af produktion, genintroduceres nu - 65 år efter den fandt sin form.

Der er ingen over og ingen ved siden af, når det drejer som om formgivning af stole. Hans J. Wegner arbejdede utrættelig på at materialisere sin vision om den perfekte stol. Materialerne var oftest træ, hvis iboende potentiale han udfordrede med håndværksmæssig snilde og respekt. Et af eksemplerne på Hans J. Wegners sans for det ædle naturmateriale og høje håndværksmæssige indsigt er spisebordsstolen CH30, som stolemesteren designede i 1954. Stolen, der blev sat i produktion hos Carl Hansen & Søn, var resultatet af et kontinuerligt formstudie, som affødte flere designmæssigt beslægtede stole. CH30, der ikke har været i produktion i flere årtier, genintroduceres og føjes nu atter til Carl Hansen & Søns omfattende kollektion af designklassiskere.

Knud Erik Hansen, adm. direktør hos Carl Hansen & Søn, forklarer: ”CH30-designet har tydelige referencer til Wegners CH23-stol fra 1950 og CH33-stol fra 1957, hvilket ses i det raffinerede snedkerarbejde i form af de korsformede dækpropper på det let buede rygstykke. Stolen passer med sine afstemte proportioner og sit stringente design perfekt ind i en moderne kontekst – både i private indretninger og i rum af mere offentlig karakter. CH30-stolen bærer Wegners tydelige signatur i skikkelse af organisk formgivning og enestående håndværk med vægt på sofistiskerede detaljer – såsom de omhyggelige afrundede, flade eller hvælvede profiler, hvad enten de er udført på stellets massive træ eller på den finerede rygs kanter.”

Siddekomfort i højsædet

Hans J. Wegner skabte med CH30 en enkel og stilsikker stol med høj komfort; både takket være det krumme ryglæn og det ovale sæde – elementer, som gjorde stolen populær, da den blev introduceret i midten af 1950’erne. Det ovale ryglæn hælder en smule bagud for at yde ideel rygstøtte, bagbenene har en elegant, bagudrettet facon, der sikrer stolen optimal stabilitet, og det forholdsvist brede og formspændte sæde er polstret med skum, som optimerer siddekomforten yderligere. Man sidder behageligt over længere tid og kan ubesværet skifte mellem forskellige siddepositioner. CH30 er uden armlæn og derfor meget velegnet omkring et spisebord, da stolen optager minimal plads og kan skubbes helt ind til bordpladen.

”Efter Hans J. Wegners originale og håndtegnede arbejdstegning og i tæt samarbejde med Wegners Tegnestue har vi sammen genskabt CH30-stolen, så den igen kan indtage sin velfortjente plads i Carl Hansen & Søns kollektion af Wegner-klassiskere. Da ergonomi lå Wegner meget på sinde, har vi valgt at justere stolen med to ekstra centimeter i højden, idet nutidens mennesker generelt er blevet højere siden stolens introduktion i 1954,” afrunder Knud Erik Hansen.

Udvalgte blogindlæg
Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square
bottom of page