Hidtil ukendt udgave af Y-stolen markerer 105-årsdagen for Hans J. Wegner
Særudgaven med sæde af eksklusivt gedeskind er kun tilgængelig den 2. april 2019.
Hans J. Wegner kunne være fyldt 105 i år. Carl Hansen & Søn, der er kendt for sin omfattende kollektion af møbler skabt af Hans J. Wegner, har valgt at hylde den legendariske møbelarkitekt med en hidtil ukendt udgave af Y-stolen, der aldrig tidligere har været fremstillet. Den unikke særudgave har stel i valnød og som noget helt ekstraordinært et sæde i eksklusivt gedeskind. Stolen er kun tilgængelig på Hans J. Wegners fødselsdag 2. april 2019.
Carl Hansen & Søn fejrer traditionen tro Hans J. Wegners fødselsdag ved at fremstille den ikoniske Y-stol i en ny særudgave, som kun tilbydes på møbelarkitektens årsdag den 2. april 2019, hvor Hans J. Wegner kunne være fyldt 105 år. Den legendariske Y-stol, som var en af de første modeller, Hans J. Wegner tegnede eksklusivt for Carl Hansen & Søn i 1949, er kendt for sit skulpturelle træstel og sit flettede sæde og præsenteres på årsdagen i en enestående udgave i olieret valnød med sæde i rødt gedeskind.
”Ved at tilbyde Y-stolen i netop en kombination af gedeskind og valnød sender vi en ekstraordinær hyldest til Hans J. Wegner, der gennem hele sit liv eksperimenterede med variationer over det samme tema og konstant arbejdede med at perfektionere og videreudvikle sine designs,” udtaler adm. direktør or Carl Hansen & Søn, Knud Erik Hansen, som glæder sig over at kunne præsentere denne helt særlige fødselsdagsudgave af Y-stolen.
Møbelarkitektens værkstedseksperiment Hans J. Wegner arbejdede i løbet af 1990’erne sammen med Carl Hansen & Søn i bestræbelserne på at finde frem til en variant i tillæg til det flettede sæde på Y-stolen. I værkstedet eksperimenterede de med kernelæder, der ifølge møbelarkitekten ville sikre bevarelsen af de indbyrdes proportioner mellem sæde, armlæn og ryg, som var vigtige for stolens ergonomi. Det blev imidlertid ved eksperimentet. Delvist fordi man forudså, at kærnelæderet kunne strække sig i brug, og delvist fordi stellene dengang ikke altid var nøjagtigt ens, hvilket forhindrede en fuldstændig præcis tilpasning omkring stolens ben fra gang til gang.
Når værkstedseksperimentet fra 1990’erne har kunnet genoptages i dag, skyldes det til dels, at Carl Hansen & Søn siden har fået maskiner og værktøjer, som sikrer, at alle stel bliver nøjagtig ens, og dels at kompetente polstrere har fundet en metode til fremstilling af sædet, hvor det er muligt at forhindre, at skindet strækker sig over tid. Resultatet er, at sædet nu passer perfekt i stolen og rent æstetisk indgår i en elegant kombination med træstellet. Det er netop på baggrund af Hans J. Wegners overvejelser fra 1990’erne kombineret med nutidens kompetencer og teknologi, at Carl Hansen & Søn i tæt samarbejde med Hans J. Wegners Tegnestue har udviklet en særudgave med tydelige referencer til den oprindelige prøvestol.
Eksklusivt gedeskind
Med denne særudgave af Y-stolen tilbyder Carl Hansen & Søn en unik stol betrukket med gedeskind, der giver en behagelig og blød komfort. På bagsiden af skindet er monteret et bærende lag af naturfarvet hørlærred, som efterfølgende er spændt ud over sæderammen og fastgjort under sargene. Elegante stikninger lagt omkring stolens fire ben giver sædet en raffineret finish. Det eksklusive skind har en særlig tæt struktur, som gør sædet formstærkt og holdbart. Der anvendes anilin skind helt uden overfladebehandling, hvor adelsmærket er synlige aftegninger i skindets struktur, hvilket gør hvert skind unikt. Dertil kommer, at det dybrøde gedeskind er vegetabilsk garvet, hvilket betyder, at der udelukkende er anvendt miljøvenlige og plantebaserede garvestoffer. Det udvalgte gedeskind har en varm, mørkerød nuance og er farvet af to omgange – en teknik, der giver en levende, naturlig optik og en dyb, mættet farvegengivelse samt sikrer en smuk patinering over tid.
Enestående samleobjekt
Vi har valgt at koble det røde gedeskind med et stel i olieret valnød for at fremme det eksklusive udtryk. Stolen adskiller sig markant fra udgaven med flet, og særudgaven tilbydes nu designentusiaster og samlere verden over. Hans J. Wegners møbler står så stærkt i folks bevidsthed, og de har alle potentialet til at blive udfordret i nye materialer. Det har vi nu gjort med en udgave med et sæde i gedeskind, som kan erhverves i tillæg til den verdenskendte Y-stol med sæde i flettet papirgarn,” forklarer Knud Erik Hansen.
Særudgaven af Y-stolen er kun tilgængelig d. 2. april 2019 og kommer derfor kun til at blive fremstillet i et meget begrænset antal. Alle stole købt på denne dag leveres med et messingskilt med Hans J. Wegners signatur og fødselsdato indgraveret - diskret placeret på undersiden af stolens bagsarg. Selve indgraveringen gengiver Hans J. Wegners signatur med en høj detalje grad, der matcher stolemesterens krav til veludført håndværk. Y-stolen, der har været i uafbrudt produktion hos Carl Hansen & Søn siden 1950, er resultatet af et intenst og kompromisløst samarbejde mellem Hans J. Wegner og de dygtige snedkere, der dengang var med til det krævende udviklingsarbejde. Næsten 70 år efter tilblivelsen stiller Y-stolen stadig store krav til Carl Hansen & Søns dygtige håndværkere på møbelfabrikken i Gelsted på Fyn.
Bestil denne eksklusive særudgave af Hans J. Wegners Y-stol i vores forretning Møbelhuset 2 eller på vores webshop.