top of page

Carl Hansen & Søn fejrer 110 års jubilæum

110 ÅR MED CARL HANSEN & SØN

I 2018 kan Carl Hansen & Søn fejre sit 110-års jubilæum som en af verdens førende producenter af ikonisk dansk design skabt af navne som Hans J. Wegner, Arne Jacobsen, Kaare Klint og Børge Mogensen. Meget er sket, siden det hele startede i et lille værksted i 1908 og her er 13 af de vigtigste nedslag i Carl Hansen & Søns historie.

 

1908: En virksomhed starter op

Historien om Carl Hansen & Søn begynder d. 28. oktober 1908, hvor snedkermester Carl Hansen grundlægger virksomheden i eget navn i Odense. Han producerer og skaber specialfremstillede og håndlavede møbler i tidens tunge, victorianske stil – og da alt laves i et lille værksted på størrelse med en toværelses lejlighed, baserer Carl Hansen sit arbejde på kvalitet, håndværk og traditioner.

Opstarten i 1908 - et lille snedkerværksted i Odense

 

1915: Carl Hansen udvider

Carl Hansen har travlt, oplever stor succes og rykker derfor fra det lille værksted. I stedet flytter han til større fabrikslokaler i Odense, hvor der er plads til både moderne maskiner og svende. De nye rammer gør det muligt at serieproducere de mest populære møbler i mindre skala og kombinationen af håndværk og industriel produktion bliver en af virksomhedens vigtigste grundsten.

Carl Hansen vokser og benytter sig af moderne maskiner

 

1934: Første generationsskifte

Den økonomiske depression i 1930’erne betyder faldende møbelsalg over hele verden. Carl Hansen giver faklen videre til sin yngre søn, Holger Hansen, der kun er 23 år. Hvad han mangler i alder og erfaring gør han dog op for med smittende entusiasme og sans for både forretning og innovation. Under hans ledelse holdes Carl Hansen & Søn oven vande gennem de svære 1930’ere og 1940’ere – og i 1949 møder han en ung mand, der hedder Hans J. Wegner…

Carl Hansen overdrager faklen til hans søn Holger Hansen

 

1949: Det ikoniske samarbejde med Hans J. Wegner

Holger Hansen møder den unge arkitekt Hans J. Wegner og inviterer ham hjem til Odense for at tale om et muligt samarbejde. Wegner bliver i tre uger og i løbet af disse dage designer han fire ikoniske stole særligt til Carl Hansen & Søn: CH22, CH23, CH24 og CH25. De er nu kendt som De Første Mesterværker og afspejler alle Wegners uforlignelige forståelse af træ og udtryksfulde formgivning samt det store fokus på både æstetik og funktion. Stolenes ikoniske udtryk og stil var unikke for tiden og de banede vejen for en ny og mere moderne retning for Carl Hansen & Søn.

Det ikoniske samarbejde med Hans J. Wegner

 

1950: De første mesterværker

De Første Mesterværker sættes alle i produktion i 1950 og CH24 – bedre kendt som Y-stolen – reflekterer på bedste vis Wegners radikalt anderledes tilgang til design og formgivning. Det smukt buede ryg- og armlæn er fremstillet af ét enkelt stykke dampbøjet træ, understøttet af det komfortable rygstykkes Y-form. Det kræver mere end 100 forskellige processer at producere stolen, hvoraf mange stadig foregår i hånden. Stolens både funktionelle, æstetiske og komfortable kvaliteter gjorde, at den blev anset for at være et gennembrud inden for moderne møbeldesign i sin tid. Den har været i uafbrudt produktion siden 1950 og dermed repræsenterer Y-stolen både essensen af og arven fra dansk design og er blevet et ægte Wegner-ikon.

De første mesterværker sættes i produktion i 1950

 

1958: Et halvt århundrede

Carl Hansen & Søn fejrer sit 50-års jubilæum. Virksomheden har på det tidspunkt aldrig været større eller bedre kørende og der er nu over 50 svende ansat, hvilket gør Carl Hansen & Søn til en af de ledende danske møbelproducenter. Wegners design bliver kun mere og mere populære, salget stiger og en stor andel af møblerne eksporteres. Det understreger møblernes og dansk designs internationale påskønnelse og cementerer Danish Modern som en global, æstetisk retning.

Carl Hansen & Søn fejrer sit 50-års jubilæum

 

1962: En ægte frontløber

De travle og gyldne 1950’ere får en brat afslutning med Holger Hansens alt for tidlige død. Men med hendes afdøde mands innovative tilgang til livet og virksomheden, overtager Ella Hansen ledelsen af Carl Hansen & Søn for at holde firmaet på familiens hænder. Uden tidligere erhvervserfaring bliver Ella Hansen en markant og hårdtarbejdende forretningskvinde og mor i en tid, hvor de fleste kvinders liv stadig er centreret omkring hjemmet. Over middagsbordet diskuterer hun virksomhedens drift og udvikling med sine to unge sønner, Jørgen Gerner Hansen og Knud Erik Hansen, og forbereder dem dermed på en dag at overtage familiens livsværk.

Ella Hansen overtager ledelsen af Carl Hansen & Søn efter hendes mand Holger Hansens alt for tidlige død

 

1963: En helt ny stol

Hans J. Wegner designer Skalstolen til Københavns Snedkerlaugs Møbeludstilling og benytter det nye, formspændte finér. Dermed markerer stolen ikke bare en ny æstetisk retning for Wegner, den understreger også ønsket om at udfordre den gængse forståelse af design med nye materialer – et ønske han deler med de amerikanske pionerer Charles og Ray Eames. Stolen modtog roser fra anmelderne, men den brede befolkning var ikke klar til det markante design i 1960’erne. Da stolen blev reintroduceret i 1990’erne, blev den dog hurtigt anerkendt og er nu et internationalt ikon.

CH07 Wegners Skalstol

 

2002: En ny generation træder til

Knud Erik Hansen træder til som CEO og overtager roret fra sin storebror, Jørgen Gerner Hansen. Med en baggrund i shippingindustrien og med store ambitioner for international vækst leder han Carl Hansen & Søn ind i en ny æra. Produktionen flyttes til nye, moderne og større faciliteter udenfor Odense og Carl Hansen & Søn udvider hurtigt sit globale fokus. Som del i udviklingen tilføjer Knud Erik Hansen løbende flere store danske møbelkunstnere, så der nu også præsenteres møbler skabt af bl.a. Kaare Klint, Ole Wanscher, Arne Jacobsen og Mogens Koch. Dermed kan Carl Hansen & Søn nu producere og fremvise et markant udvalg af danske designikoner.

En ny generation træder til og kollektionen udvides med mange af de andre store møbelarkitekter

 

Vi siger tillykke til Carl Hansen & Søn med det 110 årlige jubilæum og takker mange gange for de mange smukke møbelklassikere, der efterhånden er i den store alsidige kollektion. Hver år kommer der nye til og det er altid interessant at følge med i den rivende udvikling Carl Hansen & Søn har gennemgået indenfor de sidste 15 år. Vi ønsker god vind fremadrettet og ser frem til den spændende rejse udi designuniverset sammen med jer.

Med venlig hilsen

Møbelhuset 2

 

Her ses Hans J. Wegner i sin verdenskendte CH24 Y-stol

Også en stor tak til Hans J. Wegner for de mange smukke klassikere han gennem sit mangeårige virke har tegnet, der gennem generationer har og den dag i dag pryder mange hjem og giver daglig glæde, nydelse og livskvalitet.

 

Udvalgte blogindlæg
Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square
bottom of page