top of page

CH29 Savbukstolen tegnet af Wegner

Hans J. Wegners spændvidde indenfor design af stole er uovertruffen - den tilgang han havde til form og funktion gennemstrømmer alle hans modeller. Nogle modeller er mere kendte end andre, men et gennemgående træk er hans tanker omkring ergonomi, den høje snedkermæssige detalje grad og brugen af de gode råmaterialer. Disse vigtige aspekter kombineret med et godt samarbejde med diverse snedkerier har gjort, at mange af de stole, der blev lavet for 40-60 år siden stadigvæk er i handlen den dag i dag og har opnået en meget høj status blandt samlere.

Hans J. Wegners 'Savbukstol er en særdeles behagelig spisestol, der trods sit lette udseende har en formidabel stabilitet.

En særdeles behagelig spisestol, der trods sit lette udseende har en formidabel stabilitet. Designet, som leder tankerne hen på savbukke, er i tæt relation med Wegners lænestol CH28. Stolen fås både med polstret sæde i stof eller læder samt i en ren trævariant, hvor sæde/ryg er i valnød og stellet i egetræ. Designet af Hans J. Wegner i 1952.

I Møbelhuset 2 viser vi både den polstrede og træudgaven og du kan opleve den i en fin opstilling med nogle af Hans J. Wegners smukke borde, hvor den passer meget godt til. Stolen udmærker sig ved, at have et buet rygstykke, der fint fordeler trykket på ryggen og du får den fornemmelse, at stolens rygstykke omfavner dig, når du sætter dig tilrette i den. Ydermere bliver sædet lidt smallere omme bag til og det gør, at stolen får et lettere udseende. Lige under sædet er der en tværpind, hvorpå sædet hviler og her har Wegner tegnet en udfræsning ind, sådan at betragteren får et indtryk af, at sædet svæver på tværpinden - en smuk gennemtænkt detalje. Karakteristisk for stolen er også den diagonalt gående gavlpind, der fint går fra rygstykket ned til gulvet. Håndteringsmæssigt, så er der i rygstykket udfræsninger, der har den fordel, at brugeren nemt kan få fat i stolen og flytte den rundt.

Dansk arkitekt og møbelarkitekt Hans J. Wegner betragtes som en af de førende møbeldesignere i det 20. århundrede. Han var en drivende kraft i 'Danish Modern', som var med til at ændre folks måde at betragte møbler på i 1950erne og 1960erne.

Wegner er især kendt for sine stole, som han har tegnet mere end 500 udgaver af, og kaldes verden over for 'Stolens Mester'. Wegner er samtidig kendt for at integrere perfekt udførte samlinger med udsøgte former, og hans design giver minimalismen en organisk og naturlig blødhed.

Hans J. Wegner blev født i 1914 i Tønder, som søn af en skomager. I en alder af 17 blev han udlært som snedker hos H. F. Stahlberg og her så Wegners første design lyset. Som 20-årig flyttede han til København og startede på Kunsthåndværkerskolen, hvor han gik fra 1936-1938, før han startede som arkitekt.

I 1940 startede Wegner et samarbejde med Arne Jacobsen og Erik Møller i Århus, da de skulle indrette Århus' nye rådhus. Det var også i 1940, at Wegner begyndte at samarbejde med snedkermester Johannes Hansen, som spillede en stor rolle i at bringe moderne design ind i den danske offentlighed.

Hans J. Wegner startede sin egen tegnestue i 1943. I 1944 designede han den første 'Kina stol' i en serie, der alle var inspireret af kinesiske kejserstole. En af stolene i denne serie er Y-stolen, som blev designet i 1949, og som har været i produktion hos Carl Hansen & Søn siden 1950. Den er med tiden blevet Wegners største succes.

Udvalgte blogindlæg
Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square
bottom of page